haveplan og havedesign af havearkitekt Frank Kirkegaard

Priser på haveplaner og haveskitser

En haveplan er en god investering, der skaber en smuk ramme omkring dit hjem samtidig med, at den gør haven til et mere aktivt uderum for hele familien. Pengene kan oven i købet hurtigt være tjent hjem på, at du ikke længere foretager så mange fejlkøb på plantecentret. Og der kan også være mange penge at hente ved at få alternativer til dyre flisebelægninger, som måske umiddelbart kan forekomme som den lette løsning.

En smuk have med gode, faste rammer forøger husets værdi år efter år. Jeg skal ikke sælge dig en forkromet løsning med store terrassebelægniger, støttemure og andre omfattende anlægsarbejder, der gør et haveanlæg til et dyrt bekendtskab. Jeg har fokus på at skabe den bedste haveløsning for dig – og den kan sagtens laves til en overkommelig pris – ofte meget billigt, hvis du udfører en del af arbejdet selv.

 

Havebesøg med haveskitse lavet på stedet: kr. 4.100 

Jeg medbringer et print af luftfoto over haven i 1:100. Ud fra den udarbejder vi sammen en haveplan i skitseform, der danner et solidt grundlag for havens videre udvikling i årene fremover. En skitse udføres på stedet og giver forslag til hovedstrukturen for haven eller en del af haven. På skitsen kan indtegnes bedtyper (f.eks. rosenbed, staudebed el. lign) og enkelte karakterplanter (større træer og buske). Desuden er der mulighed for at diskutere renovering, etablering og pleje af haven. Besøget kan opfølges med relevante links og plantelister, hvis der er behov for det.

Efter besøget er du klar-parat-start til at gå i gang med at realisere dine havedrømme, men hvis du har brug for en mere detaljeret løsning og en fuld planteliste, kan jeg tage skitsen med hjem på tegnestue og arbejde videre med den. Udgangspunktet er dog altid et havebesøg, hvor vi læger en rammen for hvordan haven skal udvikle sig. Se nærmere herunder. Timeprisen er kr 750 og vi kan aftale et maksimumpris, inden jeg går i gang

Arbejdsområder

Prisen på kr. 4100 for havegennemgang med haveplan er alt inkl. – også kørsel i det lyseblå område. I det mørkeblå område beregnes kørsel efter statens takst.

Havebesøg Bornholm kr 2.400

Inspiration, rådgivning og gode idéer til din have. Havebesøget kan omhandle placering af drivhuse m.v. beskæring, planteforslag samt feedback på dine egne haveideer. Prisen gælder for et besøg på op til 2 timer. Som regel når vi også en haveskitse :-). Ekstra timer koster kr. 750.

Haveskitse/ Haveplan på tegnestue

Med udgangspunkt i haveskitsen tegner jeg planen pænt op – enten i hånden eller på computer – og supplerer med plantelister, belægningsplaner eller andet vi aftaler på stedet. Vi aftaler en fast pris på opgaven, inden jeg går i gang. Det kan typisk svinge mellem 7.000-15.000 kr afhængig af omfang og opfølgning på projektet undervejs.

Planteplaner

Med en detaljeret haveplan med planteliste får du en oversigt hvor alle planter er beskrevet med både antal og nr., samt deres latinske og danske navne. En belægningsplan med angivelse af flisetype og mønster kan indgå. Gratis support og vejledning under realiseringen af haveplanen. I haveplanen kan indgå løsningsforslag til mindre niveauforskelle. Fast pris aftales under besøget.

Rabat

Jeg samarbejder med Haveselskabet, og giver 10 % rabat på alle mine ydelser til medlemmerne.

Tillæg

Weekendtillæg på 10 %. Tillæg for kørsel udenfor Hovedstadsområdet. Se ovenfor.