Ude hos Grethe på Balka, syd for Nexø, vokser en helt ny og ganske unik krokus. Den dukkede frem som et sideløg for et par år siden. Som en mutation fra en af de helt lilla sorter dukkede denne lille elegante sag frem. Sandsynligvis den eneste af sin slags i hele verden?

Der er sandsynigvis masser af krokus, der muterer hvert år, men nogle ligner blot moderplanten og andre vokser op hos folk, der ikke ænser den slags petitesser. Det gør Grethe heldigvis, så hun ringede til mig, så jeg kunne komme ud og se det lille mirakel. Den har nu vist sig stabil og har endda sat to nye løg der skyder frem ved siden af. De blomster nok først næste år og så bliver det for alvor spændende at se om mutationen har slået sig fast.


Selv har jeg ingen specielle krokus, men glæder mig dog over at den slange af krokus jeg satte forrige efterår igen er dukket op ved mit kontor. PÅ TRODS AF at pedellen klippede dem ned inden de var visnet tilbage. I lang tid var han ikke så populær, men nu er han tilgivet. De er seje de små forårsløg. Se mere her.
