Få 23.000 kr. for at at lave regnhave

Lav en regnhave og få 23.000 kr! Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ifølge Dan Gabriel Jensen fra Haveselskabet er der 23.000 kr at hente ved at lade regnvandet blive på egen grund, frem for at lede det i kloakerne. Det er beregningen for de kommuner, hvor man kan få 40% af vandafledningsafgiften tilbagebetalt, hvis man kobler tagrendevandet fra kloakken og i stedet leder det ud i haven, hvor det herefter kan sive ned i jorden.

regnhave

Min egen have efter skybruddet i august 2011. Havebassinet stod “under vand” og fungerede som et slags regnvandsbassin.

I dag var jeg sammen med de øvrige havearkitekter, der er tilknyttet Haveselskabet, til en orientering om hvor langt foreningen er nået i arbejdet med at etablere og samle ideer til regnhaver. Planen er, at alle vi havearkitekterne skal være bedre rustet til at rådgive haveejerne, hvis de ønsker en regnhave.  Baggrunden er, at der bliver kortere og kortere tid mellem stadig voldsommere skybrud, og det er desværre nok noget, vi kan forvente mere af i fremtiden. FN’s klimapanel forventer fx, at vinternedbøren stiger med op til 43 procent, og at de ekstreme regnskyl bliver 20 procent kraftigere.

regnhaver

Dan Gabriel Jensen fortæller om hvordan vi kan lave spændende løsninger med vand i haverne.

En regnhave kan laves på flere måder
Hvis vi i fremtiden vil undgå overfyldte kældre, kan det hjælpe at sende regnvandet ud i haverne frem for at lade det løbe ud i de overfyldte kloaker. Regnen kan enten ledes til en faskine, der er nedgravet i jorden eller til en fordybning eller et regnvandsbed i haven. Det kan enten ske via nedgravede rør eller  som en rende i haven, fx af chaussésten eller blot som en græsrende.

regnhave med regnbed

Havebassin der kan tage ekstra vand ved skybrud

En faskine er i princippet et hulrum i jorden. Den kan bestå af store sten, men den moderne faskine er en let gitterkonstruktion i plastik som er meget let af håndtere.

Et regnvandsbed er et forsænket område, hvor regnvandet kan samle sig og herefter langsomt sive ned i jorden. Dette kan selvfølgelig laves på mange måder, og hvis det ikke blot er overfladevand fra haven, men også tilkobles nedløbsrøret fra huset, så skal det godkendes af kommunen.

vandrende

Vandrende, der kan føre overskydende vand helt til et regnvandsbassin eller et regnvandsbed.

Regnvandsbedet kan indrettes med sten og planter, så det ikke blot er en praktisk foranstaltning, men også en forskønnelse af haven. Lyden og synet af vand er en dejlig oplevelse i haven, der skaber ro og glæde, og giver et mere mangfoldigt dyreliv.

regnhave

Ved at lave “åbne belægninger” kan vandet lettere sive ned i jorden.

Det var en inspirerende dag og jeg ser frem til at lære mere om regnhaver fremover. I mellemtiden kan jeg henvise til hjemmesiderne klimatilpasning.dk og ditregnvand.dk.

Læs også mere om de 7 regnhaver, der blev lavet i Middelfart i samarbejde med Haveselskabet.

1 comment… add one

Leave a Comment