Flyttetid

Det bedste tidspunkt at plante et træ var for 20 år siden. Og det bedste tidspunkt at flytte et træ er om efteråret. Det vil sige lige nu, hvor bladene er faldet af, og træet dermed er gået i dvale.Jeg er ved at rydde min gamle kolonihave, og da de fem frugttræer ikke skal med i den nye, har jeg været på udkik efter en værdig aftager. Heldigvis har min kolonihavenabo Lene købt en mark med fin udsigt over Christiansø. Perfekt.

Her har hun allerede (og alt for tidligt) flyttet sine egne frugttræer over på, hvad der skal blive en lille frugtlund. Jeg har været med til at skovle kompost ud over den stive lerjord, så jordstykket med tiden bliver lidt mere medgørligt.

2-3 år gamle træer kan flyttes uden problemer.
 
 

Pas på rødderne

Klar til afgang. Rødderne dækkes med plastik, så de ikke tørrer ud under transporten.
 

Selvom jordstykket har været klar til at modtage mine frugttræer i lang tid, har jeg insisteret på at vente til, at træerne var gået helt i dvale. På det tidspunkt er der mindre risiko for, at de lider overlast. Træerne vil altid blive sat lidt tilbage, når de flyttes, da rødderne uundgåeligt vil tage skade. Skaderne kan dog begrænses, hvis du får de fleste rødder med og behandler dem så skånsomt som muligt.

Grav træerne op en vindstille og overskyet dag, så rødderne ikke så let tørrer ud. Hvis du skal flytte dem over større afstand, bør du pakke rødderne godt ind, så de ikke tørrer ud under transporten.

Plant i samme dybde

Jeg graver, så der er plads til, at rødderne kan folde sig ordentligt ud nede i hullet. Træerne sættes i samme dybde, som de stod før. Hold fast i stammen, og hæld jord ned omkring roden. Hvis du ikke magter at grave et tilstrækkeligt stort plantehul, er det bedre at kappe en enkelt lang rod over, end at lade den bøje opad i hullet. Til sidst træder du jorden fast omkring rødderne. Vand efter plantningen – også selvom jorden er våd. Vandet skal sikre, at jorden falder godt på plads omkring rødderne.

Støt og beskyt det nye træ

Jeg vikler en beskyttende spiral om træet, så mus og harer ikke gnaver af barken.
 
 
Et gammelt cykeldæk fungerer fint som opbinding. Det er både stærkt, blødt og fleksibelt.
0 comments… add one

Leave a Comment

Previous Post:

Next Post: