Tid til tulipaner

Selv er jeg også gået i gang derhjemme. Nu hvor jeg har tyndet lidt ud i staudebedet, er det igen til at færdes ude mellem planterne. Som en anden bombemand lusker jeg rundt og lægger små tikkende forårsløg rundt omkring i haven. I år – dvs. næste år – skal det være sort i sort, for jeg er stadig i min ”mørke periode”, hvor jeg eksperimenterer med at sammensætte forskellige mørke nuancer fra blomster og blade. Jeg har købt den efterhånden klassiske, mørkviolette tulipan ‘Queen of Night’, og lagt den i et bånd på tværs i staudebedet, hvor der bl.a. også er græsser og dagliljer.  Den blomstrer i juni, hvor græsserne er godt oppe, så de mørke blomster får lidt modspil.
I Landbohøjskolens have vokser blåaks (Sesleria) sammen med mørkelilla tulipaner.

Perlehyacint med gule blomster

På planteskolen faldt jeg også over den gule perlehyacint ‘Golden Fragrance’. Jeg har ikke tidligere set perlehyacinter med gule blomster, men jeg tror de vil danne en god kontrast til mine sorte slangeskæg (Ophiopogon). Og så skulle de dufte! Alle mine forårsløg er i staudebedet, og det kan være lidt svært at finde plads og grave løg ned uden at få andre løg eller staudedele med op. Men det ser jeg kun som en fordel. Så får jeg ofte delt og spredt stauder og løg rundt i haven. Jeg lægger løgene i spredte grupper eller løse bånd, så det får et naturligt udseende. Til lægningen bruger jeg en almindelig planteske, så jeg kan får løsnet jorden under løget.
Køb og læg løgene, så snart de dukker op i butikkerne. Så er de helt friske og får hurtigt sat rødder.

 

0 comments… add one

Leave a Comment

Previous Post:

Next Post: