Sorte skønheder

Det er meget at glæde sig over for tiden. Solen skinner, sommeren er kommet, og roserne er på godt på vej. Alligevel går jeg mere og mere i sort derhjemme. Sidste weekend var jeg forbi Tirups örtagård i Skåne, og der gik det helt galt. Heldigvis var det i en lidt overlæsset og varm bil med et grædende barn på bagsædet. Ellers var jeg nok gået helt amok på planteskolen. Nu nøjedes jeg med at købe to poser stauder, som vi fik klemt ind mellem de to forsæder. For det er i plantevalget, jeg går i sort – eller rettere mørkviolet og vinrødt. Den helt sorte farve er ikke til at opdrive i planteverdenen. Heldigvis, for det havde nok alligevel været for kedeligt uden de mange nuancer.

 

‘Fatal Attraction’ blev en skæbnesvanger fristelse.

Fristet af mørk skønhed

Sortsynet begyndte for alvor sidste år, da jeg løb over en ”fatal attraction”, nemlig purpursolhatten med navnet Echinacea purpurea ‘Fatal Attraction’. Jeg faldt pladask for de lange, sorte stængler, de purpur blomster og det mørkegrønne løv. Den passede fint til mine mørke storkenæb, Geranium phaeum, og mine kvæsurt med de små, mørke kompakte blomster. Dermed begyndte jagten på stauder med mørke stængler, mørke blade og små mørke blomster.
Storkenæbbene har næsten samme mørkviolette farve som prydløgene i baggrunden.

Mørke stængler skaber kontrast

Det er især de mørke stængler, jeg kikker efter. For blomsterne holder ofte kun kort, og for meget mørkt løv bliver for dystert. Men de mørke stængler er gode sammen med lyse græsser og i samspil med andre mørke blomster eller blade. Blandt weekendens indkøb på Tirups var Salvia ‘Caradonna’, den mørkbladede hjortetrøst Eupatorium ‘Chokolate’ og en næsten sortbladet hirse. Også en gammelrosa kongelys, ‘Rapsberry Ripple’, og en purpurbladet lægesalvie, som jeg tror vil stå godt sammen i solen.
‘Caradonna’s mørke stængler går fint sammen med løvet på chokolade-hjortetrøsten.

Zorro med blå blomster

Også blandt buskene er der flere med dekorative grene. Forrige gang jeg var i Sverige faldt jeg over en ny hortensie, som jeg ikke kendte, nemlig Hydrangea ‘Zorro’, med næsten sorte stængler. Desværre får den sandsynligvis blå blomster, hvor jeg havde foretrukket mørkt purpur, og jeg ved endnu ikke, om grenene holder farven, når de bliver gamle. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at købe den. Nu har jeg plantet den i en sort krukke og lagt grå dekorationssten som ”bunddække”. Så må jeg bare følge med i, hvordan planten udvikler sig fremover. Blomsterne kan muligvis blive rosa eller hvide i kalkholdig jord

0 comments… add one

Leave a Comment

Previous Post:

Next Post: