Ny vækst på vej

Det går lidt langsomt her på den kolde klippeø, omgivet som vi er af Østersøens blåfrosne vande. Men alligevel sker der ting og sager derude. Og med en forrygende fart faktisk. Persillen er godt på vej og næsten alle stauderne har vist de første livstegn. Således også ukrudtet, der spirer lystigt.

Jeg blev opmærksom på at kvikgræsset har indtaget et par af mine prydgræsser, så de må graves op og renses inden det breder sig til resten af haven. Når først den er grøn er det umuligt at komme helt til bunds i det sejlivede ukrudt.

Kvikgræsset dukker op alle steder - og nu kan vi få øje på det.

Vinteren har også været hård ved mange af planterne. Heldigvis er jeg sluppet for hare- og musegnav, der ellers har ramt rigtigt mange æbletræer i år. Det så jeg da jeg var på et par havebesøg forleden.

Til gengæld er det gået hårdt ud over alle mine rosmarinplanter, der er afgået ved døden. Dvs. at det ikke gælder de tre planter jeg havde stående i krukke. Man skulle ellers tro, at de var specielt udsatte i frostvejr. Næ, det er skam de rosmarin, der har været plantet i jorden, det er gået ud over. Så det må være fugten, der har taget livet af dem.

0 comments… add one

Leave a Comment